Journalist og redaktør

Nogle mennesker lever helst i skjul. Menneskesmuglere og torturbødler venter ikke ligefrem med længsel på, at journalister fra Danmark banker på deres dør. Så det gjorde vi… bankede på!

Da Røde Kors’ asylafdeling satte sig for at udgive magasiner om nogle af de svære aspekter ved flygtninge-problematikken, var jeg heldig at få rollen som redaktør.

Vi kastede os over nogle af de vanskeligste opgaver, vi kunne forestille os: Det første magasin handlede om menneskesmugling, det andet om tortur. Og usædvanligt nok lykkedes det os i begge magasiner at komme helt ind i de mørke rum,  de færreste af os nogensinde får lov at betræde.

Den ene menneskesmugler fandt vi i et svensk fængsel, den anden i Istanbuls lufthavn i Tyrkiet. Begge afslørede de detaljer i deres arbejde og forsvarede menneskers ret til at søge væk fra fattigdom eller forfølgelse, krig eller konflikt.

I et interview med den tidligere overrabiner, fortalte Bent Melchior, hvordan hans forældre under Anden Verdenskrig betalte store summer til danske fiskere - og menneskesmuglere - for at sejle familien over Øresund. Og nok så vigtigt: Familien havde fuld forståelse for, at fiskerne tog sig betalt for den risiko, de løb.

Til magasinet om tortur lykkedes det efter måneders søgen at finde en skuespiller på et teater i Athen, Grækenland. En skuespiller, som havde en dyster fortid som torturbøddel under militærdiktaturet. Han fortalte om den tortur, han havde udsat politiske fanger for… og hvordan han årtier senere så tilbage på sin udåd.

KASTOFT løser også de svære opgaver, som kræver tid og tillid.

_

Røde Kors-magasin om menneskesmugling

Røde Kors-magasin om tortur